Udskriv siden

Vores BC stævne i april var begunstiget af pragtfuldt solskinsvejr

Af: Stefan Flensmark

Stævnereportage fra vores BC stævne lørdag den 18. april, der på alle måder blev vellykket

For andet år i træk arrangerede NIK B/C stævne i april måned. Hvor det sidste år var bidende koldt, var vi denne gang begunstiget af pragtfuldt solskinsvejr, hvilket både deltagere og de mange ”supportere” fra de forskellige klubber nød.

(Bent hygger sig velfortjent i solen efter at have ydet et stort arbejde med opstilling og nedtagning af stævnepladsen)

(Oliver mødte op og støttede klubkammeraterne, selvom der ikke var løb for A-klassen)

(vores nyvalgte forkvinde Helle konstaterer glad at BC stævnet forløb lige efter bogen)

Hele dagen var præget af en hyggelig og afslappet stemning, og de deltagende løbere tog godt imod de alternative discipliner som teknikbanen og stafet på tværs af aldersklasser.  I stafetten var der rekordhøjt deltagerantal, og mange smil på læberne Der er ingen tvivl om at tiltag som disse skal afprøves, hvis sporten fortsat skal appellere bredere end til de absolutte eliteløbere.



(der blev taget godt imod den nye form for afvikling af stafet, der tillader flere klubhold)

(Nanna hjalp hele dagen som bedømmer ved de tekniske øvelser)

(familiehygge ved den tekniske forhindringsbane)

Alle de frivillige fra NIK ydede en stor indsats på og uden for banen og sørgede for at tingene klappede. En særlig tak til Evy for stort overblik i forbindelse med salgsboden, hvor der hele dagen var fint salg, til glæde for klubkassen.

(Evy ydede en stor indsats. Både under forberedelsen og på selve stævnedagen. Her giver Aleksandra fra speedholdet en hånd med til BC stævnet. Dejligt at se)



På banen havde NIK mange løbere i ilden, og særligt glædeligt var det at se at så mange forældre denne gang var blevet lokket på banen. Entusiasmen og fighterviljen var mindst så høj som hos de yngre deltagere.

(her ses Christina og Pia, der stillede op som forældre debutanter. Respekt!)

(farmand Jesper kom også på podiet - og viser at vi er en rigtig familiesport)


I lilleput C. kørte Natascha Lindenskov og Elin Thorgersen som altid med maksimalt overskud og humør. Natascha havde endda tid til at smile til fotografen når hun passerede målstregen som vinder. Anstrengelserne resulterede i guld til Natascha og bronze til Elin.

(Natascha havde overskud til en lille snak før starten på Lilleputløbet)


Nicklas Fitenborg – som er årgang 2005- kørte sig til en bronzemedalje i Drenge Lilleput C. Herligt at også nogle af de alleryngste af vores medlemmer har mod på at løbe med til stævnerne.

Hele 4 NIK Piger stillede til start i Mikro pige C: Belinda Jespersen, Clara Nerup-Pedersen, Katja Due Villadsen og Nadia Filtenborg. Efter hård kamp om placeringerne, snuppede de pladserne fra nummer 5-8, og kunne glæde sig over flotte deltagermedaljer.

Mikro B og C drenge kørte sammen, hvilket resulterede i dobbelt guld til NIK. Sune Mastrup tog guld i B mens Jonas Åkesson snuppede guldmedaljen i C-rækken. Når Jonas kommer op til Sune i B-rækken, kan de komme til at udkæmpe nogle drabelige dyster om guldet. Oliver Barnes og Ulrik Jeppesen kæmpede det bedste de havde lært og løb med sølv og bronzemedaljerne i C-rækken.

Kamille Jeppesen havde også en god dag på banen i Mikro C, og kunne krone indsatsen med en sølvmedalje.
I Mikro pige B var Signe Munk oppe mod ældre kørere, og som eneste mikro-pige i feltet kunne hun derfor cruise guldmedaljen i hus i sikker stil.

(glade medaljevindere)


I mini B stillede NIK med Tobias Knudsen-Olsen og Johan Flensmark. Tobias var mærket af forkølelse og måtte denne gang tage til takke med en fjerdeplads. Johan havde det vanskeligt i starterne i det store felt, men en flot 1. plads på teknikbanen sikrede alligevel en sølvmedalje.

Dagens solstrålehistorie var fødseldagsbarnet Thors Lindsgaards overlegne kørsel i Maxi C. Ikke nok med at han viste taktisk overskud på banen, så kørte han også den udfordrende teknikbane igennem på imponerende 58 sekunder.

(Som billedet illustrerer, var Thor ganske godt tilfreds med dagens forløb)

Nicolai Boel kørte også et flot stævne, og sikrede sølvmedaljen efter at dommerne havde gransket målfotoet længe, før de nåede frem til at han var kommet før en Esbjerg-løber over stregen.

(Johan og Christoffer er klar til kamp)


I maxi B havde Christoffer Bruun Hansen nogle drabelige dueller med Rasmus Sjøholm fra IFK om sejren. Lidt forveksling af deltagernavne gjorde at Christoffer nåede at blive fejret som guldvinder, inden han kunne glæde sig over en flot sølvmedalje.

Hos pigerne havde Sara Munk samlet rutine siden sidste stævne, og med taktisk klog kørsel og fightervilje fik hun kørt sig frem til en 4. plads.

Det er dejligt at så mange klubber bakkede op om stævnet, og at der også kom løbere helt fra Esbjerg med.

(her er det vist børn og forældre fra Odsherred Rullerødder, der hygger sig til BC stævne i Næstved)

Husk at NIK arrangerer et tilsvarende B/C stævne i august, hvor stemning og deltagerantal forhåbentligt kan matche dette stævne.

foto og reportage
// Stefan Flensmark

30.04.2009

Hoved Sponsorer
Guld Sponsorer
Sølv Sponsorer
Materiale Sponsorer
Rabataftaler