Flotte NIK præstationer til Vejbane DM i Vallensbæk 26-28 juni 2009
Af: Stefan Flensmark
Vallensbæks flotte 400-meter bane dannede denne gang ramme om Danmarksmesterskaberne i Vejbane Speedskating.
Med pompøs indmarchmusik og tale af borgmesteren blev alle løbere budt velkommen til mesterskaberne i en sportsgren der ikke syner af meget fra et dansk perspektiv, men internationalt faktisk er så stor at man kandiderer til OL-deltagelse i 2016.
DM klassen
A løberne tyvstartede allerede fredag, hvor de tidskrævende time trials blev afviklet.
I 200 meter time trial for ungdom blev Lucas nr. 2 mens Oliver blev nummer 4. Hos kadetterne blev Emil nr. 5, mens Sutton snuppede en imponerende sølvmedalje i Herre A-klassen.

(familien Thorgersen hygger sig til DM stævnet)
Weekendens løb bød også på mange gode dueller, og fine præstationer fra NIK-løbernes side.
Jonas Åkesson og Sune Mastrup var blevet rykket op til A-rækken hos microerne. Efter close race om sølv og bronze endte alle 3 løb med at Jonas havde fart og overskud til at holde Sune bag sig, også selv om han måtte en tur i asfalten på opløbsstrækningen på 1000 m. Helt følge med Max Petersen fra IFK kan drengene endnu ikke, men det skal nok komme med tiden, hvis drengene klemmer på og inspirerer hinanden til træning.
I miniklassen kørte alle vores 4 løbere et flot stævne.
Nicole Noer-Streubel fik som eneste Mini-A pige lov til at løbe med hos drengene i A-klassen. Det virkede til at bekomme hende vel. I hvert fald løb hun så stærkt at hun gav store dele af feltet baghjul og ville have vundet både sølv og bronze i drengeklassen – vildt imponerende og selvfølgelig 3 velfortjente guldmedaljer til Nicole.
Niclas Mastrup så sig aldrig tilbage og især på de længere distancer var han i en klasse for sig, til en enkelt modstanders åbenlyse frustration... 3 X guld og en 500 meter under 1 minut viser noget om det fine niveau Niclas befinder sig på, hvilket han også har vist når han har opnået topresultater i udlandet.

(minidrengene virker tilfredse med deres stafet medalje)
Fabian Thorgersen ,der har haft en periode i foråret hvor motivationen til træning ikke altid har været i top, fik vist at han atter er oppe i fuldt gear. Det var imponerende at Fabian havde både fysisk og mental styrke til at vinde tre tætte bronzespurter mod August og Johan. Det tyder godt for fremtiden, og selvom Fabian ikke er den der råber højest om egne bedrifter, kunne man mærke at han var stolt over egen indsats.
Johan Flensmark debuterede i A-klassen til dette stævne, og var spændt på om han kunne følge med - det må man sige at han kunne. På de to lange distancer angreb Johan fra front i kampen om 3.pladsen. Det var tættest på at lykkes på 1500 meter hvor han på 4. pladsen blev slået med mindre end 0,2 sekunder af Fabian. Sammenlagt smed Johan set over 3 løb under 2 sekunder i forhold til 3.pladsen, så alt i alt en godkendt debut.
I stafetten satte de tre drenge raket-turboen til og var helt urørlige. Undervejs overhalede de sågar et Maxi-pigehold. Sikker guldmedalje til drengene, og dermed vandt Johan sin første DM-medalje, der allerede har fået en hædersplads over sengen…
I maxi A-klassen kørte Niclas Åkesson sit hidtil bedste stævne. Han kan endnu ikke helt følge Gustav Oxenbøll- som jo også er i europæisk topklasse, eller Patrick Hyltoft– men han vandt alle bronzeduellerne sikkert. Det er værd at erindre at Niclas kun har kørt med på speedholdet ca. 1/2 år, så man må sige at hans udvikling har været imponerende, og der er ingen grundt til at tro at han ikke vil gøre yderligere fremskridt fremover.
I Ungdom A stillede NIK med Lucas Hofstede og Oliver Lindenskov. De to drenge skal nok til at vænne sig til at træningskammeraten fra Sutton’s ”Sk8skool” Patrick Sørensen (Odsherred) har tænkt sig at køre med om guldmedaljer fremover. Alligevel lykkedes det for Lucas at vinde flotte guldmedaljer på 1000 meter, samt 3000 meter pointløb og sølv i 5000 meter udskillelse. Oliver Lindenskov var ikke helt oppe i vanligt gear, hvilket nok især skyldes begivenheder uden for banen der får kampen om medaljer til at synes inderligt ligegyldig. Alligevel kørte han sig frem til tre 4.pladser, og i stafetten var han og Lucas suveræne og vandt en velfortjent guldmedalje.

(både Oliver og Lucas fik metal med hjem)
Hos pigerne i Ungdomsklassen kæmpede Katja Pilgaard det bedste hun havde lært, men lige denne weekend manglede Katja det sidste overskud til at oversprinte konkurrenter og måtte derfor efter nogle særdeles tætte opgør ”nøjes” med 3 bronzemedaljer. Der er dog ingen tvivl om at den ambitiøse Katja nok skal få revanche over konkurrenterne ved en senere lejlighed.
Storebror Emil var kommet i menneskehænder i den stærke Kadet-A klasse. Efter at have vænnet sig til det høje tempo de 2 første løb, kørte Emil et imponerende afsluttende løb hvor han ikke blot viste at han godt kan følge med, men også distancerede en Slagelse løber og var ganske tæt på at nuppe 5.pladsen. Flot fightet af Emil, der nok skal køre sig længere frem i feltet med lidt mere træning og rutine.
Desværre måtte vi til dette stævne undvære guldfavoritten Asta Thorgersen der var så uheldig at brække armen lige inden DM. Surt – men Asta skal nok vende stærkt tilbage.
Afslutningsvis er det værd at notere at Sutton Atkins leverede flere topresultater i Senior A, så det skal blive spændende at se hvordan han kan inspirere vores talentfulde skatere i de kommende workshops.

(Suttons trænings og opvarmningsbane var populær hos vore løbere)
B-klassen
I maxi-B klassen fik Johannes Nerup Pedersen lidt af en udfordring, da han skulle køre mod langt ældre Ungdoms og Kadetløbere. Naturligvis var det en vanskelig opgave, men i sit afsluttende løb besluttede Johannes sig for at vise klubtrøjen frem og trak derfor feltet rundt knapt 2 runder, før han lod sig falde tilbage og kørte sit eget løb – en flot markering. Som eneste løber i sin aldersklasse vandt Johannes guld. Det er lidt ærgerligt så få B-løbere havde takket ja til invitationen om at køre dette stævne, men med sommerferien i gang, har mange givetvis haft andre planer.

(Johannes tager en slapper imellem løbene)
Tak for et velarrangeret stævne til VARK, men måske man på et tidspunkt skal se på afviklingen af de lange seniorløb søndag eftermiddag? De trækker virkelig tænder ud for børn og forældre der venter på de afsluttende stafetter.
De bedste sommerhilsener Stefan Flenmark –
Måske ses vi til halvmaraton i København den 26. juli?
04.07.2009