Udskriv siden

Klubbens historie

Næstved Inline Klub er ældre end du tror:-)

Næstved Inline Klub hed i starten Sjov Rul, og blev stiftet den 22. april 2003.

Klubben blev stiftet af en gruppe forældre, der havde været med til at bygge Næstveds anden rulleskøjteklub IFK Inlinere op, men ikke kunne forliges med den udvikling, der skete på daværende tidspunkt.

Klubbens første formand/kvinde var Jette Hansen, og herudover så man bl.a. Ib Reenberg og Kerry Reenberg som aktive i klubben.
I en årrække bookede Sjov Rul i udendørs sæsonen fast Østre Garageplads på GHR (det nuværende Næstved Kaserne). En af de væsentligste aktiviteter var lørdagstræningen med offentlig rulledisco, og hvilken anden klub kunne bryste sig af at afholde træning overvåget af det danske miltitær:-). Klubben havde på dette tidspunkt kun enkelte løbere, der stillede op i unionens konkurrencer.

I 2004 skiftede formandsposten over til Ib Reenberg.

I 2005 lå aktiviteterne næsten stille grundet det byggerod, der nu var startet på hele kaserneområdet. Kasernen var nu officielt lukket og Næstved Kommune gjorde meget for at skaffe aktiviteter og boliger til området. Desværre gik det så ud over vores træningsplads.

Året bringer desværre også Ib Reenbergs tragiske bortgang, og Ole Knudsen bliver ny formand.

2006 bringer starten på den klub, som vi kender i dag. I marts måned spørges vi af tre trænere fra IFK Inlinere om de kan blive træner hos os? Baggrunden er at de ønsker at stoppe hos IFK Inlinere, og frygter at forældre og børn vil droppe ud af sporten hvis de ikke får et andet tilbud. Vi siger ja til de nye trænere og medlemmer, hvilket vi også er forpligtet til ifølge Folkeoplysningsloven.

Men da anede vi knapt hvad udviklingen ville bringe. På driftssiden bookede vi parkeringspladsen ved Næstved Hallerne til den udendørs sæson, og begynder en dialog med Næstved Kommune om indendørs træningstider. Til udendørs træningen får vores nye medlemmer bl.a. træning af Sutton Atkins.

På grund af den væsentlige udvidelse af driften, så blev klubbens navn på den ordinære generalforsamling i 2006 ændret til det mere sigende Næstved Inline Klub. Selv om klubben i de kommende år blev præget af energien fra de mange nye forældre, så var der stadig tråde tilbage til historien. Bl.a. var Jette Hansen stadig medlem af bestyrelsen.

Lørdag den 2. september 2006 indbyder vi til vores første offentlige stævne på den nye 300 meter bane. Vi kalder stævnet Børnestævne, og formen kan siges at forløberen for de nuværende BC stævner.
I august 2006 må Ole Knudsen træde tilbage som formand, da unionen fastsætter nye regler, der siger, at ansatte i unionen ikke samtidig kan være formand i en medlemsklub. Ulla Mikkelsen bliver valgt som ny formand.

Årene 2006 og 07 bringer vækst i klubben på flere områder. Der kommer et boom i nye medlemmer. Men bagsiden af den hurtige vækst begynder også at vise sig. Vi magter ikke at fastholde en del af de nye medlemmer, der stille og roligt begynder at sive væk. Samtidig får bestyrelsen aldrig lagt helt låg på konflikter imellem nogle af forældrene og nogle af trænerne på speedholdet, hvilket fører til at nogle af trænerne og nogle af forældrene/løbere vælger igen at forlade klubben. Samtidig bokser bestyrelsen med en fastlåst situation med Næstved Kommune, der nægter at betale lokaletilskud for Svenstrup Efterskole. Denne klagesag verserer i skrivende stund stadig.

Vi må dog stadig siges at være en veldrevet klub og en af de største i landet.
Klimaet imellem de to rivaliserende Inline klubber i Næstved tør dog stille og roligt op, og vi er nu i en fase, hvor der tages tiltag til et begyndende samarbejde. IFK Inlinere har i mellemtiden udviklet sig til en meget veldrevet klub, og man kan sagtens se forskellige områder, hvor de to klubber kan starte med at samarbejde. F.eks. med at tilbyde Næstveds borgere tider, hvor de under opsyn kan rulle på banen, eller etablering af bedre fysiske rammer omkring banen, samarbejde omkring fællestræninger m.v.

I foråret 2009 vælger de fleste fra bestyrelsen at overgive deres arbejde til nye kræfter. Dog forbliver de fratrådte bestyrelsesmedlemmer stadig som en aktiv del af klubben og dens drift.

Den 21. marts 2009 er en ny bestyrelse en realitet. De skal nu føre klubben videre til næste fase, og hvad denne fase vil bringe bliver spændende!

 

Hoved Sponsorer
Guld Sponsorer
Sølv Sponsorer
Materiale Sponsorer
Rabataftaler